Unik håndlavet keramik
Skabt og drejet fra eget værksted
I mit lille værksted designes, udvikles og produceres al min keramik. Alt er skabt her på bakketoppen i Svejstrup mellem Ry & Skanderborg med respekt for materialet og med kærlighed til processen. Jeg kalder det Mudder-magi
Følg med på Instagram
-
Mit navn er Thilde Graulund, og jeg er hænderne bag alt keramik på siden her. Mit værksted ligger i forbindelse med mit hjem i landsbyen Svejstrup, hvor en tidligere hestestald danner rammen om mit arbejde. Det er her jeg designer, udvikler og producerer keramik med respekt for materialet og med kærlighed til processen. Mine hænder er mine vigtigste værktøjer, men som i alle andre håndværk opstår magien først, når materiale, værktøj, teknik og erfaring går hånd i hånd. Ler er et levende materiale, og det er ærlig talt forunderligt at følge processen fra råt ler til færdigbrændt keramik med al den uforudsigelighed, der følger med. Jeg prøver at finde balancen mellem det kontrollerede og det ukontrollerede. Jeg kalder det muddermagi.
-
Jeg laver ikke keramik til glasmonteren. Jeg laver kopper der holder på varmen, tallerkener der løfter måltidet og skåle der samler familien om bordet. Hver eneste stykke håndlavet keramik fra mit værksted er født af den samme overbevisning: at det vi omgiver os med i hverdagen betyder noget. Ikke en gang imellem, men hver eneste morgen når kaffen er klar, hver aften når maden sættes på bordet og alle de stille øjeblikke derimellem. Mine serier BUTTET, SPRAGLET og RÅ tilbyder tre forskellige udtryk, men den samme kompromisløse kærlighed til håndværket og materialet. Jeg gør mig umage. Inden et stykke forlader Svejstrup, har jeg haft det i hænderne 13 gange, truffet hundredvis af små beslutninger og sikret mig, at det er klar til en hverdag fuld af daglig brug. Det er det du køber ind i, når du vælger keramik fra Thilde Graulund.
-
Der er noget, der sker inde i ovnen, som jeg aldrig bliver træt af. Når varmen arbejder og stiger til det punkt, hvor alt forandrer sig, smelter glasuren ind i leret og bliver en uadskillelig del af det. De to materialer finder hinanden og smelter sammen til én enhed. Det er her stentøjet adskiller sig fundamentalt fra lertøj, hvor glasuren blot sidder som et lag maling udenpå. I mit stentøj er der ingen grænse mellem glasur og ler. Det er bare keramikken, i sin mest ærlige og holdbare form. Lavastøvet i mit ler tilføjer endnu et lag af uforudsigelighed til denne proces. Det reagerer med glasuren i varmen og skaber mønstre og nuancer, som ingen kan planlægge fuldt ud. Hvert stykke bærer fingeraftrykket fra det møde, og det er derfor ingen to stykker nogensinde bliver helt ens. Det er muddermagi, og det er det, jeg elsker mest ved mit arbejde.
-
Uanset om du leder efter den perfekte kop til morgenkaffen, et sæt tallerkener der holder i generationer, skåle der samler hverdagen eller en vase der forandrer et rum, finder du det her. Som keramiker i Ry arbejder jeg med et sortiment, der dækker hele hjemmet og alle dets behov, fra de små hverdagsting til de særlige unikastykker i En af hver, hvor det du ser på billedet er præcist det du får, fordi der kun findes ét. Udforsk mit udvalg af håndlavet keramik og find det stykke, der taler til dig. Måske er det den kop, du altid rækker efter. Måske er det skålen der ender midt på middagsbordet hver aften. Eller måske er det noget, du slet ikke vidste du manglede, før du så det. Har du spørgsmål eller ønsker du hjælp til at vælge, skriver du bare til mig. Jeg elsker at tale om keramik og hjælper gerne med at finde netop det stykke, der passer til dit hjem og din hverdag.


